Domaine Geoffroy-Talmot
Bourgogne (Montbellet), Frankrig

Vincent Talmot som står bag dette smukke Domaine i Montbellet, hører nok til blandt de skøreste mennesker vi kender. Michael var taget til Bourgogne for at mødes med Vincent, men han glemte blot at møde op til deres aftaler. Til sidst lykkedes det dog Michael at fange ham i hans lille skur, og det er vi ovenud lykkelige for! Det var nemlig starten til vores nuværende samarbejde med Vincent og hans fænomenale vine fra Montbellet.

Vincent er en yderst beskeden herre, som sjældent har gjort noget synderligt væsen ud af sig selv. I stedet har han brugt sin tid og energi på at levere druer til Julien Altaber og Dominique Derain, samt fiflet rundt med små batches af hans egen vin. Og netop hans egen vin, var hvad vi faldt for.

At kalde Vincent for en absurd dygtig vinmager, er helt på sin plads. Om end der er tale om levende og til dels ’beskidte’ vine, formår Vincent at præge dem med elegance og struktur, så vinene får en helt ny og højere mening. Det er alvorligt gode sager!