Dominique Dufour
loire (rablay-sur-layon), frankrig

Dominique Dufour er intet mindre end en sand legende, hvis du spørger andre vinbønder i Loire. Og hvis du spørger os, vil vi unægteligt sige det samme! Dominique er den dag i dag i slutningen af 60’erne, og har lige siden han gik på pension som 60 årig, lavet vin i sin barndomsby, Rablay-sur-Layon. Efter en lang karriere som luft- og rumfartsingeniør, besluttede Dominique sig nemlig for at vende hjem til sin fødeby, for at starte tilværelsen som vinbonde med familiens gamle vinstokke på 0,7 hektar.

At besøge Dominique og hans 0,7 hektar vinmark beplantet med Chenin Blanc, er lidt det samme som at gå en tur i en smuk og frodig have. Og spørger man Dominique, så er hans vinmark også hans baghave, og han behandler den ligeså med den absolut største omhu og respekt.

Dominique hører til blandt de absolut mest beskedne og rolige vinbønder, som vi kender til. Af samme årsag har hans vine endnu ikke opnået en kultstatus, hvilket både vi og Dominique er glade for. For trods at hans vinmark støder direkte op til selveste Richard Leroy’s vinmarker, og det faktum at Dominique er blandt de mest perfektionistiske og dygtige vinbønder som vi kender til, så er han umådeligt beskeden og afslappet omkring sit Domaine.

Kan man godt lide Chenin Blanc når det er på absolut øverste hylde, så er der ingen vej udenom de smukke vine fra Dominique Dufour. En sand legende, som fremstiller legendarisk vin.