Jérémy Recchione
Bourgogne (Gevrey-Chambertin), Frankrig

Jérémy er en stor del af den nye generation af ekstremt talentfulde vinbønder, som forsøger at blæse nye vinde på vinscenen i Bourgogne. Det hele startede i 2012, hvor Jérémy mødte Sylvain Chalot i Meursault. Her stiftede han bekendtskab med økologi og biodynamik, inden han rykkede videre til Gevrey Chambertin, hvor han blev kældermester for Pierre Naigeon.

Siden da har hans enorme talent blandt andet ført ham forbi Mark Haisma, hvor han også har været ansat. Men nu laver Jérémy vin under hans eget navn, uden egentlig at være i besiddelse af en eneste vinmark. I stedet køber han druer fra venner og bekendte, og fremstiller 1 – 2 fade af hver vin, hvilket selvsagt ender ud i en yderst begrænset mængde af vine.

Vinene er lavet uden svovl og anden intervention, men bibeholder det klassiske Bourgogne touch, uden at blive skørt. Der er tale om store vine, som virkelig kan give stof til eftertanke og en masse store vinoplevelser samtidig.